Umiddelbart ligner Niels Bohr Bygningen en klassisk offentlig byggeskandale. Forsinket, gjort dyrt og efterfulgt af bekymringer om høje driftsudgifter. Men hvis man tager de økonomiske briller på, endnu en gang, så kan historien også fortælles anderledes. For hver ekstraregning er ikke kun en udgift. Den er også en indtægt for nogen. Hver fejl, mangel og forsinkelse har skabt aktivitet i byggebranchen, rådgiverbranchen og formentlig også i kaffeforbruget hos projektlederne. Måske var Niels Bohr Bygningen ikke bare et byggeri. Måske var det en konjunkturpakke med ventilationsproblemer?

Jeg læser gang på gang om at Niels Bohr Bygninen(NBB) er en skandale. Der er en fælles mening blandt den almene befolkning, og specielt studerende på KU, at NBB bygningen ikke har skabt andet end problemer. Et projekt som har kostet mange stillinger, penge og svækket uddannelsesinstitutionen som helhed. Her mener jeg mig man skal se ud over sin egen næsetip og se nogle af de positive ting ved renoveringen.

Man kan anlægge et arbejdsmarkedsøkonomisk perspektiv. I økonomi taler man ofte om, at der i en sund økonomi altid vil være en vis naturlig arbejdsløshed. Altså en lille andel af arbejdsstyrken, som midlertidigt står uden job fordi folk skifter arbejde, virksomheder omstiller sig, eller fordi økonomien simpelthen ikke kan matche alle med den rigtige stilling på samme tid. NBB har skabt masser arbejde og derfor beskæftigelsen i Danmark som helhed påvirket af dette. For da regningen blev for stor, og driftsudgifterne begyndte at presse universitetets økonomi, fulgte fyringerne. Med lidt økonomisk logik kan man derfor påstå, at projektet først bekæmpede ledighed i bygge- og rådgiverbranchen, og derefter, i en slags makroøkonomisk boomerang, genoprettede den naturlige arbejdsløshed blandt forskere og ansatte på KU.

Kigger man efterfølgende på den værdi renoveringen har givet til BNP, så kan man ikke andet end at tage jubelbrillerne på og være glad for at Danmark på papiret er blevet rigere. KU har kørt en form for aktiv finanspolitik for, ja man fristes til at skrive det, Kongeriget Danmark. En aktiv politik som altså kun ville booste BNP med et beskedent beløb på 1,6 milliarder til at starte med. Men med ambitiøse mennesker ved roret, så var den vækststrategi ikke god nok og projektet greb om sig. Man kan stille sig selv spørgsmålet. Er 1,6 milliarder nok? De fleste ikke ambitiøse vil helt sikkert svare ja til dette spørgsmål. Hvor andre institutioner forsigtigt forsøger at holde sig inden for budgettet, valgte KU en mere ekspansiv tilgang: Flere udgifter, mere aktivitet og dermed et markant større bidrag til BNP. Faktisk på over 5 milliarder.

Der er mange positive ting fra det økonomiske perspektiv og, hvis jeg skulle liste dem alle, så ville dette indlæg blive så langt at selv de bedste akademikere og forskere, altså dem som er tilbage, ikke ville have overskud til at læse den lange liste på én gang. Der er dog en sidste ting jeg synes er vigtig at bringe op og det er sunk cost perspektivet. Dette er dog fra min side mere til de mange modstandere af projektets håndtering.
De mange milliarder, der allerede er brugt, er tabte i økonomisk forstand. De kan ikke hentes tilbage ved at være ekstra irriteret over dem, selvom det ellers føles fristende. Derfor bør spørgsmålet ikke kun være, om byggeriet burde have været billigere men hvordan man nu får mest mulig værdi ud af det. Når pengene først er brugt, handler det om at maksimere den fremtidige nytte. Flere forskningsgennembrud, bedre undervisning, mere samarbejde og højere produktivitet. Med andre ord: Man kan ikke ændre, at regningen blev enorm, men man kan stadig forsøge at sørge for, at bygningen ikke bare bliver et monument over budgetoverskridelser, men også en motor for fremtidig viden. For hvem ved måske det næste store bliver opfundet i lige netop Niels Bohr Bygningen.

Den helt og aldeles objektive vurdering af projektet, fra økonomisk perspektiv, er at uanset om man vil acceptere det eller ej, så var det projekt og håndteringen deraf en økonomisk genistreg og ikke en skandale.