Efter TV-2-koncerten er stemningen høj, stemmen hæs, og tørsten for alvor begyndt at melde sig. Efter at have skrålet med på de velkendte sange bevæger man sig målrettet gennem menneskemængden på jagt efter noget koldt at drikke. Men fremme ved ølvognen venter en ny udfordring: en lang, tung kø fyldt med andre festivalgæster med præcis samme idé. Det rejser spørgsmålet: Var den lange ølkø bare uundgåelig, eller kunne den faktisk have været kortere?


Jeg tog hermed de økonomiske briller på. Ikke de smarte af slagsen, men dem der får en til at kigge på en ølkø og tænke: Her må der findes en model. For da TV-2-koncerten var slut, og tørsten havde ramt festivalpladsen som en kollektiv nationalkrise, opstod det oplagte spørgsmål: Kunne KU-Festival have sat prisen på øl op, solgt næsten lige så mange, men samtidig gjort køen kortere UDEN at miste profit?

For at undersøge dette nærmere hoppede jeg naturligvis i arbejdstøjet og foretog en omfattende feltundersøgelse med hele to deltagere. Begge blev stillet over for det altafgørende spørgsmål: Hvornår bliver en festivaløl så dyr, at du hellere vil acceptere tørsten? Den ene deltager svarede, at grænsen gik ved 60 kroner, mens den anden først stod af ved 65 kroner. Et datagrundlag så solidt, at Danmarks Statistik formentlig allerede ryster på hænderne.

Økonomisk set peger undersøgelsen på, at efterspørgslen efter øl falder, når prisen stiger. Men det afgørende er, hvor meget den falder. Hvis prisen hæves en smule, og de fleste stadig køber øl, kan ølvognen ende med næsten samme eller måske højere omsætning, selvom der sælges færre øl.

Samtidig kan en højere pris fungere som et slags kø-filter. De mest prisfølsomme gæster falder fra, mens kernekunderne — dem med hæs stemme, tør hals og nul impulskontrol — stadig køber. Resultatet er en kortere kø, mindre ventetid og dermed højere velfærd for de forbrugere, der faktisk vælger at købe øllen.

Det er ikke nødvendigvis romantisk, men det er økonomi. Og økonomi har sjældent stået i kø til en fadøl uden at begynde at optimere. Den optimale ølpris er derfor ikke nødvendigvis den laveste, men den pris hvor tørsten stadig vinder over nærigheden, profitten holdes intakt, og køen ikke bliver en pilgrimsrejse mod den hellige fadøl.


2 svar til “Tørstig efter TV-2: Kunne ølkøen til KU-Festival have været kortere?”

  1. T-shirt Anders Avatar

    Hej admin,

    God indsigt i den økonomiske verden.

    Nu har jeg helt lyst til en billig øl.

    hahah.

    Bedste Hilsner

    T-shirt.

  2. admin Avatar

    Hej T-shirt Anders,

    Tak for dit svar.

    Hilsen admin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *