Slut juni, høj sol og smil på læberne. Sommerferien er lige begyndt og det er festivalsæsonen i den grad også. Du og dine venner har sørget for øl, telte og selvfølgelig en soundboks. Øllene kan der ikke komme nok af, teltene er der en almindelig fysisk begrænsning på, men desværre for dig og alle andre, har alle sørget for en soundboks. Og selvfølgelig vil du hellere høre Medina: “Kun for mig”, frem for naboens støjende teknomusik du ikke engang kan sætte navn eller ord på. Desværre resulterer dette i et vivar af forskellige lyde; det som vi alle kender Roskilde Festival for.

Spilteori

Til at starte med vil vi argumentere for incitamentet for at spille så højt som muligt på din soundboks. Vi antager at du og dine venner vægter jeres musik over naboens musik, at i ønsker og høre musik, og at I ovenikøbet vægter det højere at have lov til at spille musikken (magt-incitament). Denne antagelse gør sig gældende for alle grupper af venner med en højtaler. Dette kan nu beskrives ved induktion for N-antal grupper.

Induktionsbevis:

Vi ønsker at bevise for enhver mængde på N grupper med hver deres højtaler vil hver gruppe have incitament til at spille deres musik så højt som muligt.

Antagelser:

• Hver gruppe foretrækker deres egen musik frem for andres musik.
• Hver gruppe ønsker at kunne høre sin egen musik.
• Hver gruppe får ekstra nytte af at “vinde” lydkampen (magt-incitament).
• Alle grupper handler rationelt ud fra disse præferencer.

Base case: N = 1 -> Gruppen spiller sin egen musik, så højt som muligt (De er fulde)

Induktionstrin:

Antag nu, at påstanden gælder for N grupper; altså at alle N grupper spiller så højt som muligt.

Vi tilføjer nu en ekstra gruppe, så der er $N+1$ grupper.

Den nye gruppe står over for N andre grupper, som allerede spiller meget højt. Hvis den nye gruppe spiller lavere, vil dens egen musik blive overdøvet, og gruppen mister både:

• muligheden for tydeligt at høre sin egen musik,
• magt-incitamentet ved at dominere lydniveauet.

Derfor har den nye gruppe incitament til også at spille så højt som muligt.

Men når den nye gruppe øger volumen, får de eksisterende N grupper igen incitament til at fastholde maksimal volumen for ikke at blive overdøvet.

Dermed spiller alle N+1 grupper så højt som muligt

Dette medfører det såkaldte fænomen: “Tragedy of the commons”.

Pareto-efficient løsning

Tit og ofte forsøger økonomer at løse eksternalitetsproblemer ved at tildele ejendomsrettigheder til nogen og derefter lade markedet klare resten. For hvis der findes ét problem i verden, som ikke kan løses med flere Excel-ark og en auktion, så har økonomer i hvert fald endnu ikke mødt det. Ideen er egentlig meget simpel: hvis nogen ejer retten til at larme, så kan den ret handles, sælges og opkøbes af dem, der virkelig mener, at deres playliste fortjener at blive hørt af alle inden for en radius af 400 meter.

Et muligt løsningsforslag på Roskilde kunne derfor være at hæve prisen på den samlede camp-billet. I denne billet får man ikke blot retten til at bo i en mudret presenning omgivet af lunken dåsebajer og en halvoppustet luftmadras; man får også retten til at spille musik. Og her bliver det for alvor elegant på den samfundsøkonomiske måde.

Efterfølgende kunne festivalen oprette et marked for lydrettigheder. Ikke bare en lille bod ved siden af ølbongene, men et decideret lydbørsmarked. Hvis du egentlig bare er på festival for at høre koncerter, spise pomfritter til 95 kroner og sove 14 minutter om natten, kan du sælge din ret til at spille musik videre. Din billet bliver dermed billigere, men du har til gengæld opgivet enhver mulighed for spontant at sætte “Kun for mig” på klokken 04:37.

Omvendt findes der naturligvis grupper, som ser Soundboksen som et religiøst objekt snarere end en højtaler. For disse mennesker er musik ikke noget man hører; det er noget man påfører andre. De vil derfor være villige til at betale ekstra for retten til at spille højere, længere og over flere kvadratmeter. Måske starter man med retten til én camp, men pludselig sidder tre CBS-studerende (der få minutter tidligere lavede en SWOT-analyse af nabocampen) med et whiteboard og forsøger at opkøbe lydrettighederne til hele område L med hjælp fra et fælles MobilePay-budget og en PowerPoint om “strategisk lydsynergi”.

I sidste ende ville markedet så afgøre, hvem der faktisk værdsætter retten til at larme mest. Det er jo trods alt svært at argumentere imod effektiv ressourceallokering, selv når ressourcen er retten til at terrorisere sine naboer med Nik & Jay-remixes klokken seks om morgenen.

Ja, økonomi er sjældent sexet. Det er svært at få gåsehud over begreber som “allokeringseffektivitet” og “marginal betalingsvillighed”, især når man samtidig står knædybt i mudder og lugten af billig vodka. Men økonomer insisterer alligevel på, at ethvert problem kan reduceres til det samme spørgsmål: Hvem vil betale mest?

Og netop derfor ender løsningen, som så mange andre økonomiske løsninger, med at være både absurd og fuldstændig logisk på samme tid. Hvis en gruppe mennesker virkelig mener, at deres techno-remix af “Barbie Girl” bør kunne høres hele vejen til Orange Scene, så må de jo passende betale markedsprisen for de nødvendige 100 kvadratmeter lydmonopol.