Første maj; Solskin, øl og et rødligt skær over Fælledparken. Det var, hvad man kunne forvente, og det var præcis, hvad vi fik. Fanerne vajede, fadøllene flød, og folk strømmede til med en energi, der mest af alt mindede om Distortion med lidt flere Che Guevara-trøjer og lidt færre teknorytmer. Om størstedelen egentlig var mødt op for arbejdernes internationale kampdag, de billige øl eller blot muligheden for at få årets første solskoldning, hersker der fortsat betydelig tvivl om

Længst bagest i parken udfoldede sig noget, der bedst kan beskrives som en gymnasiefest med socialistisk tema. Her stod unge mennesker med røde bandanaer og økologiske cigaretter i hænderne og råbte slagord, de formentlig havde fundet på Instagram fem minutter tidligere. De kæmpede bravt for arbejderklassen mellem to slurke Tuborg og en hurtig omgang beerpong. Man må naturligvis respektere engagementet; revolution er trods alt hårdt arbejde.

Jo længere man bevægede sig ned gennem Fælledparken, desto mere tydeligt blev det dog, at den klassiske arbejderkamp havde fået konkurrence af noget andet: den moderne venstrefløjs yndlingsdisciplin, nemlig intern borgerkrig. For mens nogle forsøgte at holde fast i den traditionelle røde kamp med taler om solidaritet, fællesskab og velfærd, virkede andre mere optagede af at bekæmpe hinanden. Hvis Karl Marx havde stået i Fælledparken denne dag, var han sandsynligvis gået hjem igen efter tyve minutter og meldt sig ind i Venstre af ren og skær udmattelse.

Det blev især tydeligt under Andreas Keils, Socialdemokratiets formand i København, tale. Larmende båthorn, maskerede unge mænd og højtråbende protester gjorde det praktisk talt umuligt at høre et eneste ord fra scenen. Borgmesteren kunne have annonceret gratis husleje, afskaffelse af skat eller genindførelsen af Sovjetunionen, og ingen ville have opdaget det. Budskabet druknede fuldstændig i en kakofoni af aktivisme, der mest af alt lød som en flok vrede sæler med megafoner.

Politiet måtte naturligvis træde til, hvilket kun gjorde situationen endnu mere ironisk. Arbejdernes internationale kampdag endte således med, at venstrefløjen råbte ad venstrefløjen, mens politiet forsøgte at skabe ro, så socialdemokrater kunne holde taler om fællesskab. Det er næsten poetisk.

Sin egen værste fjende

Men måske er splittelsen i virkeligheden dagens vigtigste budskab. For det, der udspillede sig i Fælledparken, er symptomatisk for den bredere krise på venstrefløjen. Socialdemokratiet bevæger sig længere og længere ind mod midten, pudser kanterne af den gamle røde ideologi og forsøger desperat at ligne et parti, der både kan tale arbejdernes sag og samtidig gøre erhvervslivet trygt nok til at sove om natten. Imens står den mere ekstreme venstrefløj tilbage og føler sig forrådt, marginaliseret og overbevist om, at revolutionen konstant bliver udskudt af endnu et regeringsgrundlag.

Resultatet er en bevægelse, der bruger lige så meget tid på at bekæmpe interne fjender som på at bekæmpe egentlige politiske modstandere. Man taler ofte om solidaritet på venstrefløjen, men 1. maj viste med al tydelighed, at solidariteten tilsyneladende stopper, så snart nogen er bare en smule mindre røde end én selv. Den ene fløj kalder den anden for sellouts, mens den anden fløj kalder den første for virkelighedsfjerne aktivister. Og sådan fortsætter det, mens resten af landet for længst er gået videre til næste fadøl i solen.

Ja, man er sin egen værste fjende, som det gamle udtryk lyder. Og hvis man skulle sætte en overskrift på årets 1. maj i Fælledparken, ville det næppe være “kampen for arbejderne”. Det ville snarere være: “Revolutionen aflyst grundet intern uenighed og godt vejr.”

Note: I Hcøkonomerne er vi glade for diversitet og respekterer hinandens synspunkter. Vi rummer alle former for politiske overbevisninger, og artiklen er derfor udelukkende en objektiv beretning.