Figuren ovenfor illustrerer en negativ sammenhæng mellem CEO’ers højde og virksomhedens afkast over de seneste fem år. Det skal understreges, at analysen udelukkende er baseret på amerikanske virksomheder og kun 20 datapunkter. Forklaringsgraden er desuden lav og ligger tæt på nul, hvilket gør det svært at konkludere noget om en egentlig sammenhæng.

Der er dog én tydelig outlier blandt datapunkterne, nemlig Jensen Huang, direktør for NVIDIA. Fjerner vi ham fra figuren, stiger forklaringsgraden markant, og hældningen bliver langt mindre udtalt

Her ser vi en hældning på -5,87, hvilket er væsentligt mindre end de -12, vi tidligere så. Alt andet lige burde dette give en smule ro i sindet til de høje læsere derude – og der er stadig god grund til at følge med, hvis man befinder sig i den kategori. For selvom denne konkrete analyse viser sig at være upålidelig og uden reel sammenhæng – blandt andet fordi det er notorisk svært at finde troværdige fakta om direktørers højde, og jeg derfor ikke kan stå inde for præcisionen af datapunkterne – kan man alligevel spore tendenser, der peger på fordele ved at være høj. Finans har tidligere undersøgt sammenhængen mellem højde og indtjening, Business Insider har berørt samme emne, og begge peger på, at høje mennesker generelt opnår mere succes.

Dette fænomen vil HC Økonomerne gerne forsøge at belyse gennem én bestemt branche. Det er almindelig kendt, at højde er en fordel inden for elitesport. Ser man på de offentligt tilgængelige statistikker over Berlingskes top 100-talenter, viser det sig, at mere end hver fjerde af talenterne har dyrket elitesport. Spørgsmålet er stadig, i hvilken grad højde reelt spiller ind – og det er svært at udtale sig med sikkerhed om. Alligevel peger tendensen på en sammenhæng: Børn og unge klarer sig ofte godt i sport, blandt andet på grund af deres højde, hvilket giver dem oplevelser og erfaringer, som senere er med til at forme et top 100-talent.

Godt nyt for høje mennesker…

The post Dårligt nyt for høje mennesker: Negativ sammenhæng mellem afkast og CEO-højde fundet! first appeared on HCØkonomerne.

Spilteori

Til at starte med vil vi argumentere for incitamentet for at spille så højt som muligt på din soundboks. Vi antager at du og dine venner vægter jeres musik over naboens musik, at i ønsker og høre musik, og at I ovenikøbet vægter det højere at have lov til at spille musikken (magt-incitament). Denne antagelse gør sig gældende for alle grupper af venner med en højtaler. Dette kan nu beskrives ved induktion for N-antal grupper.

Induktionsbevis:

Vi ønsker at bevise for enhver mængde på N grupper med hver deres højtaler vil hver gruppe have incitament til at spille deres musik så højt som muligt.

Antagelser:

• Hver gruppe foretrækker deres egen musik frem for andres musik.
• Hver gruppe ønsker at kunne høre sin egen musik.
• Hver gruppe får ekstra nytte af at “vinde” lydkampen (magt-incitament).
• Alle grupper handler rationelt ud fra disse præferencer.

Base case: N = 1 -> Gruppen spiller sin egen musik, så højt som muligt (De er fulde)

Induktionstrin:

Antag nu, at påstanden gælder for N grupper; altså at alle N grupper spiller så højt som muligt.

Vi tilføjer nu en ekstra gruppe, så der er $N+1$ grupper.

Den nye gruppe står over for N andre grupper, som allerede spiller meget højt. Hvis den nye gruppe spiller lavere, vil dens egen musik blive overdøvet, og gruppen mister både:

• muligheden for tydeligt at høre sin egen musik,
• magt-incitamentet ved at dominere lydniveauet.

Derfor har den nye gruppe incitament til også at spille så højt som muligt.

Men når den nye gruppe øger volumen, får de eksisterende N grupper igen incitament til at fastholde maksimal volumen for ikke at blive overdøvet.

Dermed spiller alle N+1 grupper så højt som muligt

Dette medfører det såkaldte fænomen: “Tragedy of the commons”.

Pareto-efficient løsning

Tit og ofte forsøger økonomer at løse eksternalitetsproblemer ved at tildele ejendomsrettigheder til nogen og derefter lade markedet klare resten. For hvis der findes ét problem i verden, som ikke kan løses med flere Excel-ark og en auktion, så har økonomer i hvert fald endnu ikke mødt det. Ideen er egentlig meget simpel: hvis nogen ejer retten til at larme, så kan den ret handles, sælges og opkøbes af dem, der virkelig mener, at deres playliste fortjener at blive hørt af alle inden for en radius af 400 meter.

Et muligt løsningsforslag på Roskilde kunne derfor være at hæve prisen på den samlede camp-billet. I denne billet får man ikke blot retten til at bo i en mudret presenning omgivet af lunken dåsebajer og en halvoppustet luftmadras; man får også retten til at spille musik. Og her bliver det for alvor elegant på den samfundsøkonomiske måde.

Efterfølgende kunne festivalen oprette et marked for lydrettigheder. Ikke bare en lille bod ved siden af ølbongene, men et decideret lydbørsmarked. Hvis du egentlig bare er på festival for at høre koncerter, spise pomfritter til 95 kroner og sove 14 minutter om natten, kan du sælge din ret til at spille musik videre. Din billet bliver dermed billigere, men du har til gengæld opgivet enhver mulighed for spontant at sætte “Kun for mig” på klokken 04:37.

Omvendt findes der naturligvis grupper, som ser Soundboksen som et religiøst objekt snarere end en højtaler. For disse mennesker er musik ikke noget man hører; det er noget man påfører andre. De vil derfor være villige til at betale ekstra for retten til at spille højere, længere og over flere kvadratmeter. Måske starter man med retten til én camp, men pludselig sidder tre CBS-studerende (der få minutter tidligere lavede en SWOT-analyse af nabocampen) med et whiteboard og forsøger at opkøbe lydrettighederne til hele område L med hjælp fra et fælles MobilePay-budget og en PowerPoint om “strategisk lydsynergi”.

I sidste ende ville markedet så afgøre, hvem der faktisk værdsætter retten til at larme mest. Det er jo trods alt svært at argumentere imod effektiv ressourceallokering, selv når ressourcen er retten til at terrorisere sine naboer med Nik & Jay-remixes klokken seks om morgenen.

Ja, økonomi er sjældent sexet. Det er svært at få gåsehud over begreber som “allokeringseffektivitet” og “marginal betalingsvillighed”, især når man samtidig står knædybt i mudder og lugten af billig vodka. Men økonomer insisterer alligevel på, at ethvert problem kan reduceres til det samme spørgsmål: Hvem vil betale mest?

Og netop derfor ender løsningen, som så mange andre økonomiske løsninger, med at være både absurd og fuldstændig logisk på samme tid. Hvis en gruppe mennesker virkelig mener, at deres techno-remix af “Barbie Girl” bør kunne høres hele vejen til Orange Scene, så må de jo passende betale markedsprisen for de nødvendige 100 kvadratmeter lydmonopol.

The post Tragedy of the commons: En analyse af soundbokse på Roskilde Festival, samt et bud på en effektiv løsning first appeared on HCØkonomerne.

I økonomisk teori er der få ting smukkere end prisdiskrimination. Når en producent kan opdele markedet i segmenter med forskellig betalingsvillighed og opkræve forskellige priser, opnår man, i lærebogens idealiserede univers, en bevægelse mod allokativ effektivitet. Forbrugeroverskud overføres til producenten, men det samlede velfærdsoverskud stiger, fordi flere transaktioner finder sted.

Men hvad der sker, når en tredjepart opdager segmenteringen og beslutter sig for at arbitragere mellem segmenterne, behandles sjældent i mikroøkonomi-pensum på første år. Det er der en grund til. Det er moralsk modbydeligt.

Denne artikel undersøger ikke desto mindre, hvordan en velorganiseret deltager på Roskilde Festival kan udnytte detailkædernes personlige tilbudsalgoritmer til at opkøbe øl og videresælge dem til andre festivaldeltagere uden for hegnet. Vi argumenterer for, at forretningen er en lærebogseksempel på vellykket arbitrage. Vi argumenterer samtidig for, at man bør undlade at udføre den.

Mekanismen: Førstegrads prisdiskrimination i lommeformat

Klassisk mikroøkonomi opererer med tre grader af prisdiskrimination. Førstegrads (perfekt) prisdiskrimination — hvor producenten opkræver præcis hver enkelt forbrugers maksimale betalingsvillighed — har længe været betragtet som et teoretisk grænsetilfælde uden praktisk relevans. Den forudsætter, at sælgeren kender hver enkelt køber individuelt.

Anton Jørgensen, vores Facility Manager, har gennem sine økonomiske modeller påpeget en simpel pointe, der i sin enkelhed er let at overse: smarte telefoner (smartphones) har ophævet denne forudsætning. Salling Group’s Føtex- og Bilka-app, Coop’s medlemsapp og Rema 1000’s “Min Købmand” har gennem deres bonusprogrammer og personlige tilbud effektivt indført førstegrads prisdiskrimination på dagligvarer. Algoritmen kender din købshistorik, din geografi, dit køn og din alder — og prissætter dine personlige tilbud derefter. To kunder, der står ved siden af hinanden i samme butik, får forskellige priser på samme dåseøl.

En kunde, der konsekvent køber én sixpack om ugen, modtager beskedne tilbud. En kunde, der over tid har bygget en købshistorik op som en der køber mange øl, modtager aggressive tilbud, fordi algoritmen forsøger at sikre dén kundes loyalitet over for konkurrerende kæder. Marginalkunden får marginalprisen. Storkunden får storkundeprisen. Det er Pigou’s Economics of Welfare fra 1920, eksekveret af en gradient descent-algoritme.

Arbitragegrundlaget

Roskilde Festivals officielle pris for én Grøn Tuborg-dåse på campingområdet er 30 kroner. En fadøl koster 50 kr. Forsalgsprisen for festivalens egen 12-pak Grøn Tuborg er 124 DKK + pant, hvilket svarer til ca. 10,30 kr. pr. dåse før pant. Oldmoney + 2

På den anden side af hegnet — i Salling, Føtex eller Bilka i Roskilde by — kan en kunde med en passende kuratereret købshistorik via personlige tilbud i Føtex Plus-app’en opnå priser, der lander betragteligt under almindelig tilbudspris. I praksis taler vi om dåsepriser i størrelsesordenen 3,50-5,00 kr., afhængigt af kampagneperiode og personlig profil.

Nikolaj Herodt Nielsen, vores In-House Consulent, har her bidraget med en grundig statistisk metode til at estimere arbitragespændet. Hans analyse viser, at den effektive bruttomargin pr. dåse ligger på 25-26 kr., hvilket svarer til en mark-up på over 500% over indkøbspris. Endnu vigtigere: spændet er robust over for kortsigtede prisudsving, fordi festivalprisen er sat administrativt af Roskilde Festival og ikke responderer på konkurrence.

Klement Ottosen, vores Between-Leader, har som intern kvalitetskontrol verificeret kalkulen og bekræfter, at marginen holder selv under konservative antagelser om svind og kasseproblemer.

Operationel Model

Mathias Eefsen, vores Lead Analyst, Supplier and Writer, har stillet det grundlæggende spørgsmål: kan man overhovedet? Svaret er ja. Den praktiske udførelse består af følgende trin:

1. Etablér en købshistorik i Føtex/Bilka-app’en, der signalerer høj loyalitet og høj ølforbrug. Dette kan med fordel påbegyndes flere måneder før festivalen.
2. Modtag personlige tilbud på Grøn Tuborg eller tilsvarende mainstream-øl i ugen op til festivalen.
3. Anskaf varerne i en filial nær Roskilde for at minimere transportomkostninger.
4. Position dig umiddelbart uden for festivalhegnet, helst i nærheden af campingområdets indgang.
5. Tilbyd dåseøl til 15-20 kr. — markant under festivalens 30 kr., men markant over indkøbspris.
6. Modtag betaling via MobilePay.

Ved en konservativ estimering af 200 solgte dåser pr. dag over fire dage genererer modellen en bruttoindtjening i størrelsesordenen 16.000-20.000 kr., med en nettomargin på 10.000-13.000 kr. efter omkostninger til transport, kassevogn og kompenserende drikkevarer til en selv.

Silja Sørensen, vores Creative Innovator, har — i overensstemmelse med sin specialisering i brainstorming med post-it-notes — foreslået yderligere modeller, herunder bundling med chips og levering direkte til teltet. Disse udvidelser ligger uden for nærværende analyses scope, men kan motivere fremtidig forskning.

Det moralske regnskab: Bør man gøre det?

Her bryder den økonomiske analyse sammen, og den almindelige danske anstændighed tager over. Anders Drejer Clausen, vores Creative Designer og stifter af T-shirt-Anders, har med sit karakteristiske filosofiske og psykologiske twist insisteret på, at det moralske regnskab føres ordentligt. Han identificerer tre former for socialt forræderi i forretningsmodellen, hver mere uskøn end den foregående:

For det første udnytter modellen en prisdiskriminationsalgoritme, der er designet til at fastholde individuelle kunder, til i stedet at malke andre kunder. Den personlige tilbudspris er bygget på en implicit kontrakt: butikken giver dig en lav pris, fordi du er en bestemt slags forbruger. Når du sælger varen videre, har du brudt den kontrakt. Du har konverteret et tilbud designet til loyalitet til en mekanisme for udnyttelse.

For det andet undergraver den Roskilde Festivals økonomi. Festivalen er en almennyttig forening, hvis overskud doneres til humanitære og kulturelle formål. Hver dåse, der ikke købes på pladsen, er en krone, der ikke når frem til Læger uden Grænser eller Red Barnet. Modellen er, i streng forstand, negativ filantropi.

For det tredje er der den sociale dimension. Anton Sohl, vores Developer, har som software-developer en analytisk klar formulering: ingen kan stå på en parkeringsplads uden for Roskilde og sælge dåseøl til medstuderende uden at indse, at man har truffet et valg om, hvem man er som menneske. Man har valgt at være ham fyren, der står uden for hegnet og sælger dåser. Rollen har ingen kulturel oprejsning. Den findes hverken i poesi eller i folkesang. Mathias Eefsen vil ikke skrive om dig.

5. Konklusion

Markedet eksisterer. Marginen er reel. Arbitragen er teoretisk velbegrundet, operationelt simpel og — takket være moderne købshistorik-algoritmer — skalerbar. Vi har vist, at en motiveret deltager med en passende kuratereret Føtex Plus-profil og en indkøbsvogn kan generere en pæn femcifret indtægt på under en uge.

Vi anbefaler ikke desto mindre, at læseren undlader det. Skammen ved at gennemføre denne forretning er af en størrelsesorden, det er svært at gøre rede for i prosa. Det er ikke en skam, der fortager sig, når festivalen er slut og teltet er pakket sammen. Det er ikke en skam, der lader sig drukne i den følgende uges koncerter eller fortrænge af det efterfølgende semesters pensum. Det er en skam, der bliver siddende — i kroppen, i ansigtet, i den måde man hilser på folk man kender, når man møder dem i Netto et halvt år senere og pludselig husker, at man solgte dem en lunken dåse Tuborg til 18 kr. på en parkeringsplads i juli.

Det er den særlige danske skam, der ikke kan tilgives, fordi den ikke kan formuleres. Ingen vil sige det til dig. Alle vil vide det. Du har stået uden for hegnet. Du har solgt dåser til mennesker, der var glade indtil de mødte dig. Du har lavet MobilePay-transaktioner med folk, der havde malet ansigter og glimmer på kinderne, og du har taget deres penge, og du har givet dem en øl, du købte for fire kroner. Der findes ikke nogen vej tilbage fra det. Der findes ikke nogen forelæsning, der retter op på det. Der findes ikke nogen mængde af efterfølgende velgørenhed, der balancerer regnskabet.

Det skal her bemærkes, at Anders Drejer Clausen — vores Creative Designer og stifter af T-shirt-Anders — er den eneste på HCØkonomerne-holdet, der modsætter sig denne praksis. Resten af redaktionen forholder sig neutralt observerende til fænomenet. Anders står alene med sin indvending. Vi anerkender hans position og noterer den for eftertiden.

Det er ikke alt, der er Pareto-optimalt, der er Pareto-acceptabelt.

The post Det Pareto-optimale Forræderi: En Markedsanalyse af Personlig Prisdiskrimination uden for Roskildes Hegn first appeared on HCØkonomerne.

Dette er andet indlæg i serien Black(out) box metoden, denne gang undersøger vi om vi kan slå markedet ved at investere i firmaer hvor direktøren er ryger. Alle ved at rygning har følgende effekt

Derfor må direktøren altså forventes at gøre alt hvad de kan for at opnå hurtig vækst således de kan nå at opleve succes inden hazardfunktionen udrydder dem.

Det er forbavsende svært at finde ud af hvilke direktøre/CEOer som er aktive rygere. Den første vi falder over er THE GOAT som vi kalder ham, Jim Simons, vi kan desværre ikke investere i Medallion men det er en klar bekræftelse af teorien om merafkast givet rygning. Et andet ikke investerbart eksempel er Lars Løkke. Vi finder dog følgende investerbare direktøre

• Jamie Dimon (JPMorgan)(Folk kaster rundt med GOAT begrebet ham her er ægte)
• Akio Toyoda (Toyota)
• Geoffrey Bible (Tidligere CEO for Philip Morris)
• François-Henri Pinault (Kering)
• Lapo Elkann (Fiat)
• Richard Branson (Virgin Group) (De må være gode til matematik?)

Vi laver således vores analyse og ser til vores store chok at vi taber penge… Vi vender dette i ledelsesgruppen og opdager at “SPCE” ikke er aktien for Virgin Group, Virgin Group er slet ikke noteret på aktiemarkedet… Vi fyrer med det samme vores praktikant (På trods af at han intet med denne analyse havde at gøre) og tænder op i en hel pakke blå konger. Vi kører nu analysen igen men denne gang uden de dygtige matematikkere i Virgin Group.

Vi når en storartet konklusion, ryger-indekset slår markedet. Vi håber at kunne finde flere virksomheder hvor direktøren er ryger så vi kan udvide denne interressante observation. Følg med næste gang hvor vi undersøger sammenhæng mellem aktieafkast og en ledelse som misbruger smertestillende medicin.

The post Investering i firmaer hvor direktøren er ryger. Black(out) box metode. first appeared on HCØkonomerne.

Jeg læser gang på gang om at Niels Bohr Bygninen(NBB) er en skandale. Der er en fælles mening blandt den almene befolkning, og specielt studerende på KU, at NBB bygningen ikke har skabt andet end problemer. Et projekt som har kostet mange stillinger, penge og svækket uddannelsesinstitutionen som helhed. Her mener jeg mig man skal se ud over sin egen næsetip og se nogle af de positive ting ved renoveringen.

Man kan anlægge et arbejdsmarkedsøkonomisk perspektiv. I økonomi taler man ofte om, at der i en sund økonomi altid vil være en vis naturlig arbejdsløshed. Altså en lille andel af arbejdsstyrken, som midlertidigt står uden job fordi folk skifter arbejde, virksomheder omstiller sig, eller fordi økonomien simpelthen ikke kan matche alle med den rigtige stilling på samme tid. NBB har skabt masser arbejde og derfor beskæftigelsen i Danmark som helhed påvirket af dette. For da regningen blev for stor, og driftsudgifterne begyndte at presse universitetets økonomi, fulgte fyringerne. Med lidt økonomisk logik kan man derfor påstå, at projektet først bekæmpede ledighed i bygge- og rådgiverbranchen, og derefter, i en slags makroøkonomisk boomerang, genoprettede den naturlige arbejdsløshed blandt forskere og ansatte på KU.

Kigger man efterfølgende på den værdi renoveringen har givet til BNP, så kan man ikke andet end at tage jubelbrillerne på og være glad for at Danmark på papiret er blevet rigere. KU har kørt en form for aktiv finanspolitik for, ja man fristes til at skrive det, Kongeriget Danmark. En aktiv politik som altså kun ville booste BNP med et beskedent beløb på 1,6 milliarder til at starte med. Men med ambitiøse mennesker ved roret, så var den vækststrategi ikke god nok og projektet greb om sig. Man kan stille sig selv spørgsmålet. Er 1,6 milliarder nok? De fleste ikke ambitiøse vil helt sikkert svare ja til dette spørgsmål. Hvor andre institutioner forsigtigt forsøger at holde sig inden for budgettet, valgte KU en mere ekspansiv tilgang: Flere udgifter, mere aktivitet og dermed et markant større bidrag til BNP. Faktisk på over 5 milliarder.

Der er mange positive ting fra det økonomiske perspektiv og, hvis jeg skulle liste dem alle, så ville dette indlæg blive så langt at selv de bedste akademikere og forskere, altså dem som er tilbage, ikke ville have overskud til at læse den lange liste på én gang. Der er dog en sidste ting jeg synes er vigtig at bringe op og det er sunk cost perspektivet. Dette er dog fra min side mere til de mange modstandere af projektets håndtering.
De mange milliarder, der allerede er brugt, er tabte i økonomisk forstand. De kan ikke hentes tilbage ved at være ekstra irriteret over dem, selvom det ellers føles fristende. Derfor bør spørgsmålet ikke kun være, om byggeriet burde have været billigere men hvordan man nu får mest mulig værdi ud af det. Når pengene først er brugt, handler det om at maksimere den fremtidige nytte. Flere forskningsgennembrud, bedre undervisning, mere samarbejde og højere produktivitet. Med andre ord: Man kan ikke ændre, at regningen blev enorm, men man kan stadig forsøge at sørge for, at bygningen ikke bare bliver et monument over budgetoverskridelser, men også en motor for fremtidig viden. For hvem ved måske det næste store bliver opfundet i lige netop Niels Bohr Bygningen.

Den helt og aldeles objektive vurdering af projektet, fra økonomisk perspektiv, er at uanset om man vil acceptere det eller ej, så var det projekt og håndteringen deraf en økonomisk genistreg og ikke en skandale.

The post Niels Bohr Bygningen: Skandale eller økonomisk genistreg? first appeared on HCØkonomerne.

Metode 1: Investering i firmaer som starter med A

Første strategi er at investere i en overvægt af firmaer som starter med det første bogstav i det klassisk latinske alfabet. Alle ved at den første er den bedste, dette må også gælde for firmaer. Vi har lavet en såkaldt backtest af denne strategi og sat den op i mod aktiemarkedet, konklusionen er entydig! Ønsker du et første klasse afkast bør du investere i første bogstav i alfabetet.

Lad os se på tallene. Vores analyse foretaget ved hjælp fra en ARCH model viser et klart merafkast hos firmaer som starter med “A”. Dette kan måske forklares ved at A er det første bogstav i det latinske alfabet, når algoritmer sortere aktier vil dem som sortere lexicografisk og dermed altid vægte aktier som starter med “A” som et køb. Måske bogstaver har en “first mover advantage”. Ved nærmere kig på modellen opdager vi en livændrende fejl. Vi retter fejlen og finder heldigvis at modellen stadig dominerer markedet.

Da vi er akademisk anlagt vil vi forklare fejlen vi rettede: Vi havde ikke vægtet aktierne korrekt, alle 483 fyldte hver det samme som 1 aktie i IUSQ ved start i markedet. Pinlig fejl vi ved det godt… Men vi er stadig gode 3000% over markedet, under et langt direktionsmøde opdager vi en mærkelig hage i grafen, hvorfor er den steget 1000% i 2016?

Vi lavede flere pinlige fejl… Vi har ikke behandlet aktiesplits korrekt. Vi opdaterer modellen og venter i spændning på at skulle opdatere vores porteføljer. I dette øjeblik rammer virkeligheden. Efter en hård og brutal datarensning må vi desværre sande at vores geniale alfabet-strategi reelt ender under markedsindekset. Og da vi ikke engang har taget højde for konkurser og overlevelsesskævhed, er vi i virkeligheden nok endnu længere nede i dyndet… :C

Følg med næste gang hvor vi tester bogstavet B med teorien om at B er det første bogstav i ordet “Bedst”

The post Black(out) box teknologi som hjælp til at slå markedet first appeared on HCØkonomerne.

Denne artikel vil netop reflektere, fundere og argumentere for forskellige spilstrategier og gå i dybden med tidligere data fra Paradise Hotel for at forstå spillet, dets deltagere og forhåbentlig finde ud af hvorfor spillet er så populært blandt store dele af den danske unge befolkningsgruppe

Analysen og hvad den viste os

Sjældent hører man Paradise Hotel og Nash-ligevægt nævnt i samme sætning. Endnu sjældnere hører man nogen hævde, at dansk reality-tv udgør et empirisk studie i anvendt mikroøkonomi. Ikke desto mindre er netop dette den hypotese, der i stigende grad har manifesteret sig blandt HCØkonomernes analytiske segment efter adskillige timers intensiv eksponering for TV3’s måske vigtigste kulturprodukt siden introduktionen af Robinson-ekspeditionen. Ved første øjekast synes Paradise Hotel naturligvis at være et socialt eksperiment bestående af selvbruner, tequila og følelsesmæssig destabilisering, men en nærmere analyse afslører, at programmets fundamentale struktur i virkeligheden er gennemsyret af klassisk spilteori.

Særligt troskabstesten fremstår som et bemærkelsesværdigt eksempel på strategisk interaktion mellem rationelle aktører under usikkerhed. Situationen er velkendt: To finalister står over for hinanden med en potentiel gevinst på 500.000 kroner. Mellem dem eksisterer ti trin á 50.000 kroner, og ved hvert trin kan en deltager vælge enten at fortsætte samarbejdet eller smide kuglen. Såfremt én deltager smider kuglen, tilegner vedkommende sig hele den akkumulerede præmiesum, mens modparten realiserer et payoff svarende til præcis nul kroner og en efterfølgende invitation til diverse sladderpodcasts. Såfremt begge deltagere derimod fortsætter hele vejen til 500.000 kroner, deles beløbet ligeligt mellem parterne.

Det intuitive udgangspunkt blandt størstedelen af seersegmentet synes at være, at rationelle individer bør samarbejde længst muligt for derved at maksimere den samlede gevinst. Denne antagelse lider imidlertid af en væsentlig teoretisk svaghed, idet den ignorerer de incitamentsstrukturer, der opstår under sekventielle spil. En analyse baseret på baglæns induktion viser hurtigt, at spillets logiske struktur producerer et overraskende resultat.

Antag først, at begge deltagere når det sidste trin ved 500.000 kroner. Her står hver spiller overfor to mulige handlinger. Ved fortsat samarbejde opnås et payoff på 250.000 kroner til hver deltager. Ved at smide kuglen opnås derimod 500.000 kroner individuelt. Under antagelsen om payoffmaksimerende adfærd vil enhver rationel spiller derfor foretrække at smide kuglen ved sidste trin. Problemet opstår imidlertid ved, at begge deltagere er i stand til at foretage præcis samme analyse.

Dermed bliver næste spørgsmål uundgåeligt: Hvis begge spillere forventer forræderi ved 500.000 kroner, hvorfor så vente til sidste trin? Ved 450.000 kroner eksisterer præcis samme incitamentsstruktur. En spiller kan enten fortsætte mod et sandsynligt fremtidigt forræderi eller eliminere risikoen ved selv at smide kuglen først. Den samme logik gælder ved 400.000 kroner, 350.000 kroner og fortsætter rekursivt hele vejen tilbage til spillets begyndelse.

Resultatet bliver derfor, at den eneste subgame perfect Nash-ligevægt i troskabstesten er følgende strategi: begge deltagere bør smide kuglen ved første mulige trin, altså ved 50.000 kroner.

Det matematiske resultat forekommer umiddelbart kontraintuitivt og producerer ofte betydelig kognitiv dissonans blandt seerne, særligt dem der stadig opererer under den romantiske forestilling om loyalitet i reality-tv. Ikke desto mindre er konklusionen stringent. Spillets struktur belønner mistillid, og enhver forsinkelse af forræderiet øger alene sandsynligheden for selv at blive elimineret uden gevinst.

Dette rejser imidlertid et mere interessant spørgsmål: Hvorfor observerer man så ikke konsekvent kuglekast ved 50.000 kroner? Hvorfor vælger deltagere igen og igen strategier, der ifølge den rene spilteori synes suboptimale?

Forklaringen findes sandsynligvis i det forhold, at Paradise Hotel ikke blot er et matematisk spil, men et socialt spil. Deltagerne maksimerer ikke nødvendigvis udelukkende monetært payoff. Der eksisterer betydelige eksterne faktorer i payoff-funktionen, herunder social anerkendelse, medieeksponering, fremtidige influencer-kontrakter og ønsket om ikke at blive nationalt synonym med sociopati.

En mere realistisk payoff-funktion må derfor antages at have formen:

hvor $M_i$ repræsenterer monetær gevinst, $R_i$ repræsenterer social reputationel værdi, og $H_i$ repræsenterer offentlig hadkapital på sociale medier. Parametrene $\alpha$α og $\beta$β varierer naturligvis betydeligt mellem deltagerne og må forventes særligt høje blandt deltagere med aktiv TikTok-profil og managementagentur.

Hermed bliver troskabstesten væsentligt mere kompleks end den klassiske model antyder. En deltager kan rationelt vælge at afstå fra at smide kuglen, selv når dette reducerer den direkte monetære gevinst, hvis den langsigtede reputationsgevinst overstiger differencen. I praksis transformeres spillet derfor fra et simpelt nulsumsspil til et multidimensionelt optimeringsproblem med betydelig asymmetrisk information.

Paradise Hotel illustrerer dermed et centralt forhold inden for moderne spilteori: Mennesker er sjældent fuldstændigt rationelle i klassisk økonomisk forstand, men de er ofte rationelle inden for deres egne subjektive præferencefunktioner. Deltagernes handlinger fremstår kun irrationelle, hvis man fejlagtigt antager, at penge er den eneste relevante nyttevariabel.

Dette forklarer samtidig programmets bemærkelsesværdige popularitet. Seerne observerer ikke blot konflikter og romantiske relationer, men komplekse strategiske interaktioner mellem individer med forskellige incitamenter, informationsniveauer og tidshorisonter. Hver ceremoni fungerer i praksis som et gentaget spil med ufuldstændig information, hvor alliancer etableres, brydes og rekonstrueres i et konstant forsøg på at optimere individuelle payoffs.

Paradise Hotel kan således betragtes som et mikroskopisk laboratorium for menneskelig adfærd under strategisk usikkerhed. Bag de farverige drinks og emotionelle sammenbrud gemmer der sig i virkeligheden en overraskende stringent økonomisk logik. At denne logik udfolder sig på et mexicansk hotel mellem mennesker ved navn Nikolaj, Melissa og “Loco-Tobias”, ændrer fundamentalt set ikke ved analysens validitet.

Var Simon klog og økonomisk bevidst?

Simons valg om at smide kuglen på andet skridt medførte en stor debat og undren. Sociale medier blev hurtigt fyldt med analyser, frustration og moralske vurderinger fra seere, der enten betragtede handlingen som kynisk genialitet eller som et nærmest utilgiveligt forræderi. Det interessante er imidlertid, at denne debat i virkeligheden rækker langt ud over Paradise Hotel. For spørgsmålet er ikke blot, om Simons valg var moralsk korrekt, men snarere om det var rationelt. Og netop her bliver Paradise Hotel overraskende interessant som mikroøkonomisk og spilteoretisk analyseobjekt.

Mange mennesker forbinder spilteori med komplicerede matematiske modeller, Nobelpriser og økonomer i alt for stramme skjorter. I praksis handler spilteori dog om noget langt mere genkendeligt: hvordan mennesker træffer beslutninger, når udfaldet afhænger af andre menneskers handlinger. Dette sker konstant i hverdagen. Hver gang man forhandler løn, dater, laver gruppearbejde eller diskuterer hvem der skal tage opvasken i et kollektiv, indgår man i et strategisk spil. Forskellen er blot, at Paradise Hotel gør disse mekanismer ekstremt synlige.

Programmet fungerer nærmest som et kondenseret studie i menneskelig strategi. Deltagerne placeres i et miljø, hvor succes afhænger af sociale relationer, troværdighed, manipulation og timing. Ingen kan vinde alene, men ingen kan heller stole fuldstændigt på andre. Resultatet bliver en konstant balance mellem samarbejde og egoisme.

Det er netop derfor, troskabstesten bliver så fascinerende. Situationen reducerer hele sæsonens sociale kompleksitet til ét enkelt strategisk valg. To deltagere står over for hinanden med mulighed for enten at samarbejde eller forråde. Intuitivt ønsker mange seere, at loyaliteten skal sejre, fordi mennesker generelt har en stærk præference for retfærdighed og social stabilitet. Men set fra et mikroøkonomisk perspektiv bliver situationen mere kompliceret.

Hvis en spiller tror, at modparten fortsætter hele vejen, eksisterer der et enormt incitament til selv at smide kuglen først og sikre hele gevinsten. Omvendt ved begge deltagere, at den anden foretager præcis samme analyse. Dermed opstår en klassisk strategisk konflikt, hvor begge spillere forsøger at optimere deres egen gevinst under usikkerhed om modpartens handlinger.

Set ud fra ren spilteori bliver Simons valg derfor langt mindre irrationelt, end mange seere umiddelbart antager. Tværtimod kan man argumentere for, at handlingen var matematisk konsekvent. Ved at smide kuglen tidligt eliminerede han risikoen for selv at blive forrådt senere i spillet. Det betyder naturligvis ikke, at handlingen nødvendigvis var moralsk sympatisk, men spilteori beskæftiger sig heller ikke primært med moral. Den beskæftiger sig med incitamenter.

Det interessante spørgsmål bliver dermed, hvorvidt mennesker naturligt tænker spilteoretisk, eller om denne form for strategisk tænkning er noget, man udvikler over tid. Meget tyder på, at mennesker intuitivt besidder en grundlæggende forståelse for strategisk interaktion. Selv børn forstår hurtigt koncepter som tillid, gengældelse og samarbejde. Hvis ét barn konsekvent tager alle legoklodserne selv, reduceres sandsynligheden for fremtidigt samarbejde dramatisk. På den måde eksisterer primitive former for spilteori sandsynligvis dybt indlejret i menneskelig social adfærd.

Paradise-deltagere opererer dog ofte på et mere avanceret niveau. De mest succesfulde deltagere er sjældent dem, der blot lyver mest eller spiller hårdest. Tværtimod er det ofte dem, der bedst forstår andre menneskers forventninger og incitamenter. En stærk Paradise-spiller forstår, at troværdighed fungerer som en strategisk ressource. Hvis man lyver konstant, mister man sin markedsværdi som alliancepartner. Hvis man derimod fremstår for loyal, risikerer man selv at blive udnyttet. Det optimale strategiske punkt ligger derfor ofte et sted mellem manipulation og troværdighed.

Dette skaber samtidig en interessant dynamik for seerne. Programmet bliver spændende, fordi man konstant forsøger at analysere deltagernes egentlige strategier. Når en deltager lover loyalitet, opstår spørgsmålet straks: mener personen det faktisk, eller er det blot et rationelt signal designet til at sikre kortsigtet overlevelse? Hver samtale får dermed flere lag. Der eksisterer altid en potentiel forskel mellem det, deltagerne siger, og det, de strategisk ønsker at opnå.

Paradise Hotel bliver derfor langt mere end blot underholdning. Det fungerer som en slags social simulator, hvor mennesker under ekstreme forhold demonstrerer fundamentale mekanismer inden for samarbejde, tillid og egoisme. Deltagerne er måske ikke bevidste om Nash-ligevægte eller baglæns induktion, men mange af deres handlinger følger alligevel de samme principper.

Måske er det netop derfor, programmet fortsat fascinerer så mange mennesker. Under de absurde ceremonier, emotionelle sammenbrud og lettere kaotiske kærlighedsrelationer gemmer der sig i virkeligheden noget dybt menneskeligt: forsøget på at navigere rationelt i en verden, hvor andre mennesker konstant forsøger præcis det samme.

The post Nash-ligevægt i Paradise Hotel first appeared on HCØkonomerne.

Det er veldokumenteret at markedet for tænketanke i den seneste periode har undergået markant strukturel transformation.  Den bemærkelsesværdige succes hos HCØkonomerne har bidraget til en øget opmærksomhed på sektorens vækstpotentiale. Denne artikel foretager en mikroøkonomisk analyse af de markedsdynamiske konsekvenser ved en transition fra monopol til oligopol.

Analysens grundlag

For nylig blev vi her hos HCØkonomerne gjort opmærksomme på eksistensen af en ny tænketank. I den indledende fase synes dette forhold uden yderlige analytisk relevans. HCØkonomerne har siden grundlæggelsen besiddet et de facto monopol på produktion af tænkte tanker, og spørgsmålet om, hvorvidt en nyetableret aktør realistisk set ville kunne levere en sammenlignelig ydelse, synes barnagtig. Ikke desto mindre manifesterede der sig blandt HCØkomomerne en hvis kognitiv uro, og en nærmere betragtning gav anledningen til en central hypotese: såfremt de TO tænketankers tænkte tanker er homogene, er der tale om et oligopolistisk markedet, en markedsstruktur med potentielt alvorlige implikationer for omsætningen. Denne observation motiverede en systematisk mikroøkomomisk analyse af virksomhedens profit, markedsligevægt og optimalt output.

Analysen og hvad den viste os

De underliggende matematiske derivationer er af en vis kompleksitet og vurderes at være overflødige for denne artikels primære interesse. Mellemregninger udelades af hensyn til læservenlighed, om end vi med en sikkerhed, der mindst svarer til den at vi i fremtiden får virke som  dataloger, garanterer for korrektheden af resultaterne. En gennemgang af virksomhedens regnskab, trods HCØkomomernes status som NGO, afslører at talrige og generøse donationer fra den velkendte filantrop T-shirt Anders resulterer i en positiv nettoprofit margin. Som det fremgår af figuren, udviser den akkumulerede profit frem til indeværende regnskabsår en opadgående tendens.

Denne konstatering gav indledningsvis anledning til delt optimisme, hvilket imidlertid viste sig kortvarig. En fremskrivning af profitudvikling under hensyntagen til den nye konkurrents markedsindtræden afslørede en markant negativ tendens. Som det fremgår af den projekterede profitfunktion, er den forventede profit hos HCØkonomerne stærkt faldende. Denne udvikling, alt andet lige, indikerer en forestående recessiv periode for organisationen.

Cournot og BR

Med henblik på at belyse de markedsdynamiske processer på tænketankmarkedet og identificere en strategi for HCØkonomernes bevarelse, fandtes det påkrævet at formalisere problemstillingen i et veletableret teoretisk rammeværk. Situationen lader sig hensigtsmæssigt beskrive et Cournot oligopol. Grundlaget herfor er følgende: HCØkomomerne har historisk opereret som eneudbyder af tænkte tanker; med med en ny aktørs markedsindtræden er der imidlertid etableret en duopolistisk struktur, dette er suboptimalt fra et profitmaksimerende perspektiv. I overensstemmelse med Cournot-modellens grundantagelser vælger begge aktører deres output af tænkte tanker simultant. Dette gøres betinget på viden om den anden aktørs output, det giver lys til en klassisk Best-Response dynamik. En erkendelse af denne struktur indicerede, at en analytisk løsning var indenfor rækkevidde. Af fortrolighedshensyn kan de specifikke profit- og omkostningsfunktioner ikke offentligt gøres, men efter nøje beregninger fastlægges best-response funktionen for HCØkonomerne til BRHCØ=2yTænk2+A hvor A = antallet af timer tænkt * (øl+cigaretter), og den konkurrerende tænketank BRTænk2 = 1/16. Disse resultater er yderst bemærkelsesværdige. Det optimale output niveau for HCØkonomerne beregnes til  2*1/16+A =1/8 +A. Idet parameteren A antages at antage betydelige værdier, indikerer dette, at en konkurrencedygtig produktion forudsætter en markant forøgelse af de tænkte tanker. Det bemærkes endvidere at konkurrentens best-response er uafhængig af HCØkonomernes output af  tænkte tanker, et fund der rejser berettiget tvivl om kvaliteten af konkurrentens analytiske kapacitet.

Uhomogene varer

I kølvandet på de ovennævnte beregninger opstod en søvnløs nat præget af en vedvarende analytisk grublen. Med henblik på en empirisk validering af homogenitets antagelsen erhvervede HCØkonomerne sig et abonnement på den konkurrerende tænketanksprodukter. Resultatet af denne kvalitative produktvurdering var, at det faglige niveau hos konkurrenten befandt sig markant under de forudgående forventninger. Det må herved konkluderes, at homogenitets antagelsen ikke holder, at de TO aktørers output er differentierede goder, en distinktion med afgørende konsekvenser. Cournot-modellens anvendelighed er betinget af produkt homogenitet, hvilken præmis som bekendt ikke er opfyldt i nærværende tilfælde. Med det konstaterede kvalitets differentiale in mente, og under inddragelse af økonometriske metoder herunder lineær regression, tegner der sig et væsentlig mere gunstigt billede for HCØkomomernes fremtid.

Fremtiden for tænketanke, når  N → ∞

I den eufori, der naturligt følger af en positiv revision af profit fremskrivning, opstår imidlertid endnu en analytisk bekymring. Hvad ville konsekvenserne være, såfremt yderligere aktører måtte antages at træde ind på markedet med homogene produkter? Cournots lov nummer TO postulerer at “for N → ∞ forbrugere vil oligopolet nærme sig perfekt konkurrence”. For den uindviede læser må det bemærkes, at perfekt konkurrence, i modsætning til hvad dets navn antyder, udgør det mest ugunstige udfald set fra en profitmaksimerende virksomheds synspunkt. Under betingelserne for perfekt konkurrence vil profitten konvergerer mod 0. Som det fremgår af den projekterede profitfunktion herunder. De langsigtede udsigter for HCØkonomerne  under dette scenarie er alarmerende.

Konklusion

Skulle det beskrevne worst-case scenarie materialisere sig, og yderlige aktører vælge at træde ind på tænketank markedet med homogene tanker, vil de profitteoretiske implikationer være alvorlige for samtlige eksisterende udbydere, herunder HCØkonomerne. Fraværet af profit vil eliminere de økonomiske incitament til produktion, og dermed grundlaget for at tænke tanker. På baggrund af den nærværende analyse skal det derfor fremføres, at en yderligere ekspansion i antallet af tænketanke på kort og lang sigt er uønskelig. Alternativt, skal vi holde op med at tænke tanker alle sammen, og derved ende som fysikere, hvilket må konkluderes at være yderst suboptimalt og uønsket af alle.

The post En dybdegående mikro-økonomisk analyse af markedet for tænketanke, og hvad der sker når N → ∞. Resultatet vil chokere dig! first appeared on HCØkonomerne.

Jeg tog hermed de økonomiske briller på. Ikke de smarte af slagsen, men dem der får en til at kigge på en ølkø og tænke: Her må der findes en model. For da TV-2-koncerten var slut, og tørsten havde ramt festivalpladsen som en kollektiv nationalkrise, opstod det oplagte spørgsmål: Kunne KU-Festival have sat prisen på øl op, solgt næsten lige så mange, men samtidig gjort køen kortere UDEN at miste profit?

For at undersøge dette nærmere hoppede jeg naturligvis i arbejdstøjet og foretog en omfattende feltundersøgelse med hele to deltagere. Begge blev stillet over for det altafgørende spørgsmål: Hvornår bliver en festivaløl så dyr, at du hellere vil acceptere tørsten? Den ene deltager svarede, at grænsen gik ved 60 kroner, mens den anden først stod af ved 65 kroner. Et datagrundlag så solidt, at Danmarks Statistik formentlig allerede ryster på hænderne.

Økonomisk set peger undersøgelsen på, at efterspørgslen efter øl falder, når prisen stiger. Men det afgørende er, hvor meget den falder. Hvis prisen hæves en smule, og de fleste stadig køber øl, kan ølvognen ende med næsten samme eller måske højere omsætning, selvom der sælges færre øl.

Samtidig kan en højere pris fungere som et slags kø-filter. De mest prisfølsomme gæster falder fra, mens kernekunderne — dem med hæs stemme, tør hals og nul impulskontrol — stadig køber. Resultatet er en kortere kø, mindre ventetid og dermed højere velfærd for de forbrugere, der faktisk vælger at købe øllen.

Det er ikke nødvendigvis romantisk, men det er økonomi. Og økonomi har sjældent stået i kø til en fadøl uden at begynde at optimere. Den optimale ølpris er derfor ikke nødvendigvis den laveste, men den pris hvor tørsten stadig vinder over nærigheden, profitten holdes intakt, og køen ikke bliver en pilgrimsrejse mod den hellige fadøl.

The post Tørstig efter TV-2: Kunne ølkøen til KU-Festival have været kortere? first appeared on HCØkonomerne.

Længst bagest i parken udfoldede sig noget, der bedst kan beskrives som en gymnasiefest med socialistisk tema. Her stod unge mennesker med røde bandanaer og økologiske cigaretter i hænderne og råbte slagord, de formentlig havde fundet på Instagram fem minutter tidligere. De kæmpede bravt for arbejderklassen mellem to slurke Tuborg og en hurtig omgang beerpong. Man må naturligvis respektere engagementet; revolution er trods alt hårdt arbejde.

Jo længere man bevægede sig ned gennem Fælledparken, desto mere tydeligt blev det dog, at den klassiske arbejderkamp havde fået konkurrence af noget andet: den moderne venstrefløjs yndlingsdisciplin, nemlig intern borgerkrig. For mens nogle forsøgte at holde fast i den traditionelle røde kamp med taler om solidaritet, fællesskab og velfærd, virkede andre mere optagede af at bekæmpe hinanden. Hvis Karl Marx havde stået i Fælledparken denne dag, var han sandsynligvis gået hjem igen efter tyve minutter og meldt sig ind i Venstre af ren og skær udmattelse.

Det blev især tydeligt under Andreas Keils, Socialdemokratiets formand i København, tale. Larmende båthorn, maskerede unge mænd og højtråbende protester gjorde det praktisk talt umuligt at høre et eneste ord fra scenen. Borgmesteren kunne have annonceret gratis husleje, afskaffelse af skat eller genindførelsen af Sovjetunionen, og ingen ville have opdaget det. Budskabet druknede fuldstændig i en kakofoni af aktivisme, der mest af alt lød som en flok vrede sæler med megafoner.

Politiet måtte naturligvis træde til, hvilket kun gjorde situationen endnu mere ironisk. Arbejdernes internationale kampdag endte således med, at venstrefløjen råbte ad venstrefløjen, mens politiet forsøgte at skabe ro, så socialdemokrater kunne holde taler om fællesskab. Det er næsten poetisk.

Sin egen værste fjende

Men måske er splittelsen i virkeligheden dagens vigtigste budskab. For det, der udspillede sig i Fælledparken, er symptomatisk for den bredere krise på venstrefløjen. Socialdemokratiet bevæger sig længere og længere ind mod midten, pudser kanterne af den gamle røde ideologi og forsøger desperat at ligne et parti, der både kan tale arbejdernes sag og samtidig gøre erhvervslivet trygt nok til at sove om natten. Imens står den mere ekstreme venstrefløj tilbage og føler sig forrådt, marginaliseret og overbevist om, at revolutionen konstant bliver udskudt af endnu et regeringsgrundlag.

Resultatet er en bevægelse, der bruger lige så meget tid på at bekæmpe interne fjender som på at bekæmpe egentlige politiske modstandere. Man taler ofte om solidaritet på venstrefløjen, men 1. maj viste med al tydelighed, at solidariteten tilsyneladende stopper, så snart nogen er bare en smule mindre røde end én selv. Den ene fløj kalder den anden for sellouts, mens den anden fløj kalder den første for virkelighedsfjerne aktivister. Og sådan fortsætter det, mens resten af landet for længst er gået videre til næste fadøl i solen.

Ja, man er sin egen værste fjende, som det gamle udtryk lyder. Og hvis man skulle sætte en overskrift på årets 1. maj i Fælledparken, ville det næppe være “kampen for arbejderne”. Det ville snarere være: “Revolutionen aflyst grundet intern uenighed og godt vejr.”

Note: I Hcøkonomerne er vi glade for diversitet og respekterer hinandens synspunkter. Vi rummer alle former for politiske overbevisninger, og artiklen er derfor udelukkende en objektiv beretning.

Mathias Eefsen

The post 1. maj i Fælledparken: Når venstrefløjen kæmper mest mod sig selv first appeared on HCØkonomerne.